RETRO COMPUTER HISTORIE
-vi elsker Retro Computere, og har derfor samlet en masse historie omkring disse på et sted for dig….
EFTERLYSNING
Vi har samlet en masse historie omkring Retro Computere. Synes du der mangler noget, så skriv til os.
Commodore 8-bit computere
Commodore 64 er nok den mest kendte og mest solgte Commodore 8-bit maskine nogen sinde, men faktisk var Commodore’s første maskine en Commodore PET.
Før PET maskinerne
Commodore startede som firma lang tid før computerne blev opfundet. Vi skal helt tilbage til 1954, hvor firmaet blev grundlagt i Toronto Canada. Jack Tramiel, en polsk immigrant, registered firmaet under navnet Commodore Business Machines i 1955, og startede med at lave skrivemaskiner. Siden blev firmaet børs noteret i New York i 1962.
I 1960’erne begyndte der at dukke elektroniske regnemaskiner op på den amerikanske marked, og Jack Tramiel var hurtig til at se hvad disse maskine kunne udnyttes til. Tramiel har altid været en gør-det-selv type og derfor tog han et lån på $3 millioner dollars og købte chip producenten MOS Technology Inc. Årsagen var klar, Jack ønskede at de skulle levere billige chips til han nye projekt – Commodore PET.
Commodore’s første Computer
Først Commodore kunne producere deres nye PET computer, udviklede Jack Tramiel KIM-1. Dette var et udviklings kort som kunne demonstrere hvad MOS’s nyeste 6502 CPU kunne gøre. Dette projekt og udviklings kortet KIM-1 blev grund stenen for de følgende computere som Commodore producerede fra 1977 og frem til skiftet til 16-bit.
Commodore PET
Chuck Peddle, grundlæggeren af MOS Technology overbeviste Jack Tramiel, at Elektroniske lommeregnere var et overstået kapitel, og at de skulle satse på den personlige computer. Dengang blev den kaldt Hjemme Computer. Peddle designede et metal kabinet, et keyboard, en monitor og en indbygget kassetteafspiller til at indlæse programmerne i maskine med. Dette blev til den første Commodore PET 2001 som kom på markedet i 1977.
PET navnet kommer fra Personal Electronic Transactor, og den første model blev solgt til pris på omkring $495 pr. enhed med blot 4 KB Ram.
Commodore PET 2001 kom på markedet sammen med 2 andre meget populære maskiner, nemlig Apple II og TRS-80. Disse 2 maskiner var store konkurrenter til PET maskinen, men blev solgt med flere negative sider. Apple II blev solgt til en pris på omkring $1.298 med 4 KB Ram, og hertil skulle der anskaffes en monitor og en kassette afspiller. TRS-80 maskinen var baseret på en anden CPU type, nemlig Zilog Z-80 processoren og var prissat til $599, men her skulle der lige som ved Apple-II maskinen også anskaffes både monitor og kassette afspiller.
Commodore PET kom meget hurtig en 8 KB version som blev solgt til $795. Dette tiltag kom, da den første model kun efterlod 3 KB Ram til brugerens programmer efter BASIC var indlæst. Alligevel blev der i 1977 solgt hele 500 Commodore PET maskiner.
Commodore købte en BASIC licens fra Microsoft som betød at de kunne installere BASIC på alle deres maskiner uden at skulle betale for hver enkelt maskine. Købet blev aftalt med Bill Gates som værende et engangsbeløb (rygterne siger $50.000), og de kunne sælge alle de maskiner de ønskede med BASIC versionen. Microsoft var dog ikke særlig glad for den måde Commodore valgte at sælge licensen på, de omdøbt nemlig Microsoft Basic til Commodore Basic. Det menes at Bill Gates har udtalt sig om at dette har været hans absolutte dårligste forretnings aftale nogen siden. Commodore solgte nemlig rigtig mange, som i rigtig mange maskiner med denne BASIC version på.
PETSCII
En rigtig fin feature som Commodore lavede til deres PET maskiner var et indbygget grafisk karaktersæt. Da maskinen ikke havde nogen mulighed for at vise grafik overhovedet, så valgte udviklerene af maskinen at anvende ASCII tabellens overflydende pladser til at vise grafiske tegn på skærmen. Dette blev flittigt anvendt til kodning af programmer og spil til disse maskiner, og der findes faktisk flere programmer hvor det kan være svært at se om der er anvendt bitmap grafik eller blot PETSCII tegn.
I 1978 udvidede Commodore deres marked til Europa, og her blev maskinerne solgt som CBM maskiner. Årsagen var at Philips i Holland ejedet varemærket PET i Europa og ikke ønskede at samarbejde med Commodore. De første modeller var CBM 3008 (8 KB), CBM 3016 (16 KB) og CBM 3032 (32 KB).
1979 kom det første diskette drev til CBM/PET maskinerne. CBM 2040 dual drev kom med en komplet computer indbygget. Årsagen til at der skulle indbygges både en CPU, RAM og et styresystem var at CMB/PET maskinerne ikke havde noget hardware som kunne styrer et diskettedrev. Dette betyder at CBM/PET maskinen sender en kommando til det DOS system som ligger på diskettedrevet og drevet sender de data retur som er blevet efterspurgt. Dette gør at drevet blev meget stort og ofte kostede lige som meget som en komplet Commodore PET maskine.
I 1980 skiftede Commodore fra 9? display til en 12? monitor, og deres metal kabinet blev udskiftet til et som var lavet af plastik. I Europa hed modellerne CBM 4016 og 4032.
VIC-20: 1980’ernes gennembrud på hjemme computer markedet.
Commodore PET blev solgt med monochrome monitor, men Apple solgte maskiner med farver allerede i 1976. Derfor begyndte Commodore udviklingen af en maskine som kunne vise farver på et TV. Commodore VIC-20 blev den maskine som skulle dominere markedet for computere som kunne vise farve og sættes til et almindeligt TV. Commodore VIC-20 blev frigivet i 1980 og solgt til kun $299.99.
Modellen blev først frigivet i Japan under navnet VIC-1001 og viste sig til at blive et gigantisk hit.
VIC står for Video Interface Chip og var en af de chips der blev udviklet til at kunne vises farver. Hvad tallet 20 står for er helt ukendt. VIC-20 kunne vise 22 tegn per linie og ialt 23 linjer på skærmen. Maskinen blev leveret med 5 KB Ram og kunne udvides med et Ram modul på hele 16 KB.
VIC-20 var bygget op omkring 6502 processoren som blev brugt i PET modellerne og kørte med en hastighed på hele 1 MHz. Maskinen arvede også PETSCII tegnsættet fra forgængeren med tastaturet blev udvidet med 4 funktions taster. Desuden kunne der tilsluttes et Atari joystick og udviddelseskort med ekstra Ram eller spil.
Commodore satsede meget hårdt på denne model, og anvendte kendte personer som William Shatner, bedst kendt som kaptajn Kirk fra Star Trek, til at annoncere for deres VIC-20 maskine. Modsat salget af PET maskinerne som var gennem forhandlere, blev VIC-20 solgt gennem store butikskæder som K-mart.
Noget af det mest populære tilbehør til VIC-20 var Commodore 1530 C2N Datasette, en kasette afspiller designet og produceret til VIC-20. Med denne enhed kunne brugeren indlæsse og gemme sine programmer uden at skulle taste dem ind gang på gang. Desuden var der mulighed for at tilkøbe et VICModem og hermed anvende telefonlinjen til at forbinde med andre maskiner i verden. Commodore’s VICModem blev solgt i over 1 mill. enheder.
Commodore solgte over 1 millioner enheder af denne model og var i 1982 den mest solgte model på markedet. VIC-20 blev produceret frem til slutningen af 1984.
Commodore 64: begyndelsen til noget stort.
For ikke at vente på at VIC-20 salget skulle toppe, så valgte Commodore at satse på at få efterfølgende på markedet så hurtig som muligt. Husk at 64 KB Ram kostede alene over $100 og Commodore forventede at deres næste maskine skulle sælges til $595.
Så i Januar 1982, netop som VIC-20 solgte allerbedst, valgte Commodore at frigive deres Commodore C64 ved Consumer Electronics Show. Den vil blevet den mest solgte enhed på verdensplan indenfor ganske kort tid. Faktisk solgte den så godt at den er optaget i Guinness World of Records for flest solgte enheder. Der er stadigvæk den dag i dag tvivl om hvor mange enheder Commodore solgte, men det menes at ligge mellem 10 og 17 millioner enheder.
Mens VIC-20 kun havde 5 KB Ram, så blev C64 leveret med hele 64 KB Ram og kunne vise 40 tegn per linje, og hele 24 linjer på skærmen. C64 blev leveret med en forbedret version af VIC chippen, en helt ny lyd chip, samt en udvidet version af 6502 CPU’en, nemlig 6510 versionen. Husk at Commodore jo på dette tidpunkt ejede MOS Technology, og derfor kunne producere og udvikle disse chip ret billigt.
Allerede i 1982 kom Commodore VIC-1540 floppedrevet, dette blev introduceret til VIC-20 maskinen. Dette drev var desværre ikke kombatiblet med C64, men dette havde Commodore også en løsning på.
Officielt blev Commdore C64 introduceret til markedet i August 1982, og selv om der var stor konkurrence fra maskiner som Atari og Apple, så blev C64’ern hurtig den fortrukne maskine. Med en pris på kun $595, så havde konkurrenterne ikke en chance, da deres maskiner var lagt dyre.
Løsningen på det inkompatible VIC-1540 floppy drev blev hurtig løst med en efterfølge som hed VIC-1541 og anvendte DOS 2.6 som styresystem. Enheden blev solgt til $399.95 og hermed en stor investering for mange brugere.
Commodore C64 blev produceret helt frem til 1994, altså 12 år efter introduktionen. Commodore havde håbet på at maskinen kunne sælges et år mere, men pengene forsvandt for firmaet, og de måtte indgå en konkurs begæring i April 1994. Dette blev slutningen på Commodore firmaet.
Commodore C16: En erstatning som aldrig blev rigtig populær.
I et forsøg på at lave en erstatning for VIC-20, introducerede Commodore i 1984 deres Commodore C16 model. Den havde kun 16 KB Ram og blev bygget på enten en 7501 CPU eller 8501 CPU. Det var meningen at den skulle tage konkurrencen op med maskiner på markedet som blev solgt for under $100. Men Commodore C16 havde ikke den populære VIC grafik chip, ingen modem port og kunne ikke anvende den datasette som var lavet til VIC-20 og C64’eren. Dog blev der lavet en ny datasette og et nyt joystick til maskinen. Maskinen blev aldrig en erstatning for VIC-20.
Commodore Plus/4
I Juni 1984 prøvede Commodore at introducere en ny model til markedet. Navnet blev Commodore Plus/4, hvilket skulle indikere at den havde indbygget 4 applikationer som var rettet mod mindre virksomheder.
Der var indbygget et tekbehandlingsystem, et regneark, en database samt et tegneprogram som alle var lageret i ROM. Maskinen var mere kompatibel med C16 modellen, end den var med Commodre C64. Dette betød samme udfordringer med inkompatible enheder som Datasetten og Joysticks.
Selv om Commodore mente at Plus/4 var deres top model, så solgte den ikke mange enheder og blev nedlagt i 1988.
Commodore C128: endelig noget som var bedre end C64
Commodore C64 nægtede at dø på markedet, og var en kæmpe succes for Commodore. Selv om der blev lavet flere forskellige udgaver af C64 modellen, så fortsatte salget blot.
I Januar 1985 blev Commodore C128 introduceret, der var tale om maskine der skulle være bedre end Commodore C64 – dette var der delte meninger om på dette tidspunkt. Maskinen kom med 2 x 64 KB Ram og havde support for både 80 tegn og muligheden for at køre CP/M software. Maskinen fik udvidet tastatur med nummer taster for at understøtte brugen i virksomheder.
Commodore C128 havde hele 2 CPU’er. En 8502 som kørt 2 MHz, altså 2 gange hastigheden på en C64. Maskinen kunne kører i 3 forskellige modes, og var 100% kompatibel med Commodore C64. Hermed kunne det gamle software og spil anvendes og derfor en kæmpe software base fra starten. C64 mode blev aktiveret enten ved at skrive GO64 når maskinen kørte i C128 mode, eller ved at holde Commodore tasten nede når maskinen blev tændt.
Maskinen havde en Zilog Z-80 CPU som blev anvendt til at kører CP/M programmer på. Maskinen kunne starte op i dette mode ved at boote fra en floppy disk. CP/M mode blev dog aldrig det store hit, og rigtig mange anvendte deres Commodore C-128 i C64 mode til spil.
Commodore C128 blev solgt i ikke mindre end 4 millioner enheder og stoppede i produktion i 1989. Commodore C64 fortsatte i produktion frem til 1994.
For at følge med udviklingen på floppyedrev, og for at kunne opnå en bedre hastighed for overførelsen af programmer blev der udviklet et nyt drev. 1570 og 1571 blev begge introduceret til denne maskine, og forskellen mellem disse findes i kapaciteten. 1570 anvendte single-side floppydisk med en kapacitet på 170 KB, hvor imod 1571 anvendte double-side med en kapacitet på hele 360 KB. Dette var store mængder data på dette tidspunkt.
Disse floppy drev blev solgt til en pris på omkring $300 pr. enhed.
Sent i 1985 satsede Commodore igen på virksomhederne, og udviklede en Commodore 128D. Enheden lignede meget en IBM PC og havde aftagelig tastatur og indbygget 5 1/4? floppydrev.
Med Commodore C128 & C128D sluttede 8-bits perioden for Commodore, og de efterfølgende maskiner havde alle en 16-bits processor. Den mest kendte af disse var nok Commodore Amiga 500 – men den skriver vi ikke om her….
Læs også : Hardware fra 80’erne
AMIGA Historie
1980 : Ideen om en ny computer
Historien omkring Amiga tager sit udspring tilbage i starten af 80’erne, hvor Jay Miner er udvikler hos Atari og er en af grundlæggerne af de populære 8-bit systemer som Atari 2600, 400 & 800. Disse maskiner var udviklet rundt omkring et par speciel designet lyd- og videochip. Atari var på det tidspunkt det mest succesfulde videospil firma, lige så succesfuld som Nintendo og Sony skulle blive op igennem 80’erne og 90’erne. Jay Miner var slet ikke tilfreds med designet af maskinerne, og i stedet for at fortsætte udviklingen af maskinerne, så tager han chancen og foreslå ledelsen hos Atari at han kan udvikle en helt ny computer, bygget på en Motorola 68000 processor. Atari ledelsen mener ikke at det er nødvendig, de har jo allerede en succesfuld produktlinje med deres 8-bit maskiner, og ønsker blot at malke markedet mest muligt. Dette skal vise sig at være en meget dårlig beslutning for Atari, faktisk så alvorlig at det er med til at videospilmarkedet fuldstøndig dør i midten af 80’erne. I frustration vælger Jay Miner at stoppe hos Atari, hvor efter han bliver ansat hos Zimast, et firma hvor kan designer mikroprocessorer til pacemakere.
1982: Tys tys, ingen må vide det
Amiga historien fortsætter efter et par år, her modtager Jay Miner et telefon opkald fra Larry Kaplan som han var tidligere kollega med hos Atari. Larry Kaplan var lige som Jay meget frustreret over hvordan markedet for videospil ikke rigtig udviklede sig, og var derfor på udkig efter investorer der vil sætte penge i et videospil firma. Jay Miner kendte et par velhavende tandlæger, og han fik dem til at investere 7 millioner dollars tilsammen. Dette blev starten på Hi-Toro og var placeret i Santa Clara i USA. En af de første som ansættes i rollen som Chief Executive Officer er Dave Morse, der vælger at forlade sig job som Vicepræsident for marketing hos Tonka Toys.
Desværre går opbygningen af firmaet ikke stærkt nok for Larry Kaplan, og han vælger at afslutte sit job som Vicepræsident i Hi-Toro. Dave Morse tilbyder hurtig den ledige stilling til Jay Miner, som stadigvæk arbejder hos Zimast, og han takker ja til tilbuddet. Med Jay Miner ombord i Hi-Toro begynder firmaet hurtig at skille sig ud i forhold til andre udviklingsfirmaer. I et interview fra 1998 med Amiga User International fortæller han at det var hans ide med oprettelse af en afdeling til udvikling af Lorraine, den kommende Amiga maskine. Dette var noget af det første han satte i gang da han startede hos Hi-Toro.
For at gøre det muligt at udvikle en helt ny computer, så blev firmaet delt op i to afdelinger. Atari Perapheral gruppen der bestod af marketingfolk og dem som producerede Hi-Toros Joysticks og spil til Atari 2600, ja det var faktisk firmaets grundlag at udvikle tilbehør til Atari. Blandt andet udviklede og solgte de PowerStick samt JoyBoard kontrollerne. Den anden afdeling var et hold der skulle stå for udviklingen af projektet ”Lorraine” som var en monster spillemaskiner, og som havde et 3.5” diskettedrev samt et tastatur.
Det lå i kortene at trejdepartudviklere, såsom Activision og Imagic ville være de dominerede spiludviklere på markedet, og derfor vælge Hi-Toro at gøre det let for udviklerne at lave spil til den nye maskine. Dette var stik imod hvad andre videospilsystem udviklere som Nintendo og Sony gjorde, de forsøgte at ”lukke” deres system så meget at de havde fuld kontrol over udvikling af spil til deres maskiner. Dette var med til at Hi-Toro fik en kæmpe succes med deres maskine, og beviste at ”lukket” systemer ikke var fremtiden.
I et interview med Jay Miner af AUI beskrev han hvordan en militær flysimulator udviklet af Singer-Link havde imponeret ham som meget at han overvejede at lade det være inspiration til videreudvikling af maskines grafiske evner i fremtiden. Faktisk blev det medtaget i 1985 hvor funktionen HAM (Hold And Modify) blev en del af Amiga maskinerne. Dette gjordet det som den første maskine på markedet, muligt at vise hele 4096 farver op skærmen blot ved at ændre i farveregisterne. Funktionen var desværre meget langsom, og der var lige før den ikke kom med i den endelig version af maskinen. Udvikleren fik dog overtalt ledelsen af hvis de fjernede denne funktion, så vil det efterlade en tom plads på bundkortet, og dette ønskede man ikke. Heldigvis kom funktionen med, og den var med til at adskille Commodore Amiga fra rivalerne fra Atari.
I 1982 skete der en væsentlig ændring i firmaet, man vælger faktisk at skifte navn – Amiga Incorporated bliver valgt. En af grundene til at man ønskede at skifte navn, var at de ofte blev forvekslet med et Japansk firma ”Toto” som producerede plæneklippere. Valget af navnet ”Amiga” er en legendarisk historie, årsagen til valget skyldes at Jay Miner ønskede et ”venligt” navn der skulle gøre computeren mere folkelig, og ikke skabe forvirring hos kunderne som andre navne gjorde på den tid. Navnet Amiga er et spansk ord og betyder ”kvindelig ven”, og det blev faktisk firmaets profil i mange år. At Amiga så stod i telefonbogen foran både Apple og Atari gjorde jo heller ikke noget, så var de sikre på at kunderne valgte dem først.
1983 : Fra designkoncept til prototype
For rigtig mange videospil udviklere var 1983 en meget usikker og mørk tid. Det var blevet mere og mere tidligt at markedet var tæt på en nedbrud. Det var faktisk så alvorligt at flere medier begyndte at stille spørgsmål ved computerunderholdningsindustrien som helhed, og mente at det kun havde været et kortvarigt fænomen. Selv for Amiga Incorperated måtte man indføre sparerunder og afdelingen der havde udviklet og solgt enorme mænger tilbehør til Atari maskinerne kunne se hvordan omsætningen næsten fra den ene dag til den anden forsvandt. De tabte rigtig mange penge på den konto, og hurtig kunne de indse at den eneste chance for overlevelse var at satse alt på ”Lorraine” projektet. Derfor valgte de at ansætte et helt team der skulle stå for udviklingen af maskinen. Bob Burns, Glenn Keller, Dale Luck, RJ Mical, Dave Needle, Ron Nicolson, Bob Pariseau og Carl Sassenrath var blot nogle af dem som blev ansat i afdelingen.
Amiga blev hurtig opdelt i to afdelinger, en afdeling der skulle stå for alt Hardware, og en anden der skulle stå for udvikling af software. Jay Miner stod som leder af Hardware, og Dale Luck fik ansvar for udvikling af operativsystemet til maskinen.
RJ Mical beskriver i et interview sin rolle hos Amiga:
“Jeg begyndte som Software Engineer hos Amiga, hvor jeg bidrog til grafikbibliotekets udvikling. Jeg oprettede Intuition, Amigas brugergrænseflade og vindues- / menusystem – hvad det var: syv måneder på 100 timers uger for at få det færdigt i tid til lanceringen af Amiga! Jeg var direktør for systemsoftware også et stykke tid. Jeg hjalp ikke med at udvikle Joyboard (en joystick-controller i form af et skiboard), men jeg var en bruger. Vi skabte et spil til det kaldte Zen Meditation-spillet. Målet var at sidde i lotus-position på Joyboard og bevæge sig så lidt som muligt så længe som muligt. Målet var at nå Nirvana ved at samle bonuskharma-point. Det er en lang historie; du måtte være der … “
I september 1983 var de special designet chipprototyper næsten færdige, der var i alt 3 ; Agnus (adressegenrator), Daphne, senere omdøbt til Denise (Skærmadapter) og Portia der til sidst fik navnet Paula (IO Porte & Lyd). Det eneste problem der nu var, var at få dem lavet til egentlige microchip, da de første prototyper var lavet med wirewrap, så lignede det absolut ikke en spilmaskine, men snarer en mindre Mainframe maskine. Ikke nok med at de stod med en kæmpe opgave hvad angår chippene, så var Amiga også kommet i pengenød. Flere at medarbejderne blev tvunget til tage lån i deres egene huse eller finde penge de kunne skyde i firmaet. De var meget tæt på at deres drøm om en monster spillecomputer ikke blev til noget.
1984: Førte gang offentligheden får maskinen at se
Efter to års udvikling og en masse problemer, hvor det næste var slut flere gange, så fik verden endelig lov til at se lidt af projekt ”Lorraine” – dette skete på Customer Electronics Show i Chicago d. 4 januar 1984. En række nysgerrige investorer fik en ”maskine” at de, som bestod at 4 Wirewrap protoptyper som var forbundet med et vel af kabler, altså langt fra en færdig maskine som man kender i dag. Årsagen var at de specialdesignet chip ikke var færdige endnu, og at udvikleren kun havde prototypen som de kunne fremvise. Imens investorene kunne kigge på maskine, så satte RJ Mical og Dale Luck sig ned og skrev et lille demo program til maskinen. Det var den velkendte ”Boing Ball”, den hoppende røde og hvide bold som efterfølgende blev kendetegnet for Amiga maskinerne. Fremvisningen af maskinen gav desværre ingen direkte resultater, som f.eks. aftaler med fremtidige investorer, men der var stor interesse for hvad maskinen kunne.
På dette tidspunkt i Amiga historien var det for alvor kritisk med økonomien for Amiga, alle i teamet måtte ”spytte” i kassen, og Dave Morse valgte at tage en ekstra lån i hans private hus for at skaffe penge til firmaet. Det var også på dette tidspunkt at Amiga rakte ud til firmaer som Sony, Apple, Silicon Graphics og Atari, men ingen af disse var interesseret i at lave investering i Amiga, selv om det var meget interesseret i den maskine som firmaet have udviklet. Steve Jobs skulle til Amiga havde fortalt at han mente at der var alt for meget ”hardware” i maskinen, selv om den faktisk kun bestod af de 3 special chips, til at han ønskede at lave en investering. Det fortæller vel lidt omkring hvor vigtig det var for Jobs at det skulle være simpelt og stil rent. Det var faktisk kun Atari som fremsendte et seriøst tilbud til Amiga for de 3 specialdesignet chip.
I et interview fra 1992 fortæller Jay Miner omkring tilbuddet fra Atari :
“Atari gav os 500.000 dollars med den betingelse, at vi havde en måned til at komme til en aftale med dem om fremtiden for Amiga-chipset eller betale dem tilbage, eller de fik rettighederne. Dette var en dum ting at acceptere, men der var ingen valg.”
De foreløbige planer mellem Amiga og Atari indeholdt vilkår om, at Atari ville købe for en million aktier i Amiga til $ 3 stykket inden den 1. september. Atari vidste imidlertid, at Amiga, Inc. ikke kunne betale tilbage pengene og begyndte at spille ”beskidt”, hvilket reducerede det tilbudte beløb til kun 98 cent pr. Aktie for virksomheden. For at gøre tingene værre, ville Atari kun have fingrene i Amiga-teknologien i et forsøg på at komme ind på 16 bit markedet før Commodore (som arbejdede på en Unix-boks) og havde ingen interesse i det team, der skabte det. Amiga accepterede modvilligt tilbuddet. Atari-aftalen blev imidlertid snart aflyst. Tirsdag den 3. juli blev Atari-medarbejderne informeret om, at alle 8-bit-projekter er blevet aflyst, og Amiga-projektet var dødt. Over for aflysning begyndte Amiga-teamet at se sig om efter andre muligheder i et forsøg på at finde en køber.
Mens disse begivenheder afspilles, forlader Jack Tramiel Commodore sammen med halvdelen af ingeniørpersonalet og sagsøges af virksomheden for krænkelse af Commodores propietære hemmeligheder. Bare et par dage senere køber Tramiel Warners Atari Consumer-selskab for at drage fordel af dets eksisterende fremstilling og distributionskanaler og omdøber Tramiel Technologies til Atari Corp. Han opdager efterfølgende den originale Atari / Amiga-aftale og indleverer en kostpris på $ 100 millioner i Santa Clara County Superior Domstolen mandag den 13. august mod Commodore & Jay Miner hver for sig og anklager misligholdelse af kontrakten. Atari foreslår, at Amiga bedragerisk behandlede andre potentielle købere efter at have accepteret at forhandle licenser om specifikke mikroprocessorer til Atari Inc. til gengæld for forskuddet på $ 500.000. I et forsøg på at hævnne på hans gamle firma for at sagsøge ham søgte Tramiel erstatning og et påbud for at forhindre Amiga i at levere eller sælge chips til ethvert andet selskab.
Heldigvis er hjælp til rådighed, og Commodore beslutter, at Amiga er værd at de potentielle omkostninger. To dage senere, den 15. august, meddelte Commodore International Ltd., at de ville købe det kontante spænde Amiga Inc. I et øjeblik af oprør overtalte Amiga-teamet Commodore til at hæve sit bud til $ 4,25 pr. Aktie og give dem $ 1.000,00 til at betale deres Atari gæld. Et par uger flyttede Amiga-hardware og dets skabere til det nyoprettede datterselskab, ‘Commodore-Amiga Inc.’ og fortsatte med at udvikle den nyligt omdøbte Amiga-computer med 27 millioner dollars ekstra udviklingspenge. Amigaen var blevet reddet !!!
Den nyoprettede Commodore-Amiga begyndte at opgradere Amigas-designet og gjorde Lorraine-spillemaskinen til en fuldt udbygget computer, der til sidst ville blive Commodore-Amiga 1000. Computeren viser mange egenskaber ved en avanceret arbejdsstation (for tiden) . Hukommelsen blev fordoblet til 256K og der blev bygget en pæn “garage” desktopenhed, der gjorde det muligt for tastaturet at passe ind under maskinen. Jay Miner huskede de tidlige dage på Commodore med nostalgi:
”Commodore var meget god for AMIGA i begyndelsen. De foretog mange forbedringer i de ting, vi ønskede, men vi havde ikke ressourcer til at udføre. AMIGA havde oprindeligt kun tre hundrede og tyve farver på tværs af skærmen, selv i tilstanden seks fyrre. De forbedrede også farven ved at flytte NTSC-konverteren fra chippen. De betalte vores kreditorer inklusive mine lån til virksomheden, og de fik os en smuk facilitet er Los Gatos og mest overraskende i 1984, sendte hele virksomheden, inklusive hustruer og kærester ud til New York for en storslået AMIGA-lanceringsfest i Rockerfeller Center “(Jay Miner, AUI-interview, 1998)”
For dem, der var bekendt med Commodores senere behandling af Amiga, var dens tidlige dage præget af ukarakteristisk generøsitet. Måske troede Commodore virkelig, at de havde fundet den hellige gral på 16-bit markedet. Som en del af arrangementet insisterede Commodore på deres egen tidsplan. Oprindeligt beregnet til at være et helt musedrevet system, tog ‘Intuition’ nogen tid at udvikle sig til et komplet computer-operativsystem. I et forsøg på at overholde deres frist benyttede Commodore de britiske udviklere, MetaComCo til at porte en version af Tripos og inkorporere den i den eksisterende kode (Bemærk lighederne med Linux-beslutningen i 1999). Resultaterne var imidlertid langt under forventningerne fra Jay Miner og hans team, og de manglede mange af de funktioner, de havde til hensigt (ressource-tracking osv.).
1985: Lagt foran sin tid
Mens Commodore fokuserede deres ressourcer på Amiga, havde den Tramiel-ejede Atari ikke glemt deres mål om 16-bit dominans. Gennem brugen af hardware og software, der ikke var speciel opbygget, konstruerede virksomheden deres egen 16-bit platform – Atari ST – på rekordtid. Dette brugte en 68k port af CP / M-operativsystemet, som var integreret med GEM-brugergrænsefladen. Resultatet var et enkelt operativsystem, der krævede en kærlighed til den grønne farve, og blev brugt over en lang periode. Men dens hurtige udvikling og design gjorde det betydeligt billigere og lettere at fremstille maskinen, og den blev færdig flere måneder før Commodore AMIGA. På trods af deres første nederlag demonstrerede Jack Tramiel en vilje til at dominere sit tidligere firma på markedet.
Kun 11 måneder efter, at Commodore havde købt det skrantende Amiga Inc, afslørede de produktet fra denne fusion. Commodore Amiga (det oprindelige navn på Amiga 1000) blev afsløret i Lincoln Center i New York den 23. juli i et medie-vanvid. Ved lanceringen havde Commodore ansat Andy Warhol & Debbie Harry (forsanger i Blondie) til at demonstrere Amigas grafikfunktioner ved hjælp af Island Graphics Graphicraft. Dette blev ledsaget af en fuld score syntetiseret af Roger Powell og Mike Boom, forfatter af Musicraft.
Commodore Amiga blev officielt lanceret i september 1985 for £ 1.500. Verdens første Amiga-magasin – Amiga World – blev lanceret kort efter. På det tidspunkt var denne pris så høj at den skulle sammenlignes med en Apple Macintosh. Til sammenligning solgte Atari ST for under halvdelen af prisen. Det blev senere erkendt, at dette var Commodores ‘første fejl. I stedet for at promovere Amiga som en professionel maskine, forsøgte de at gentage succes med Atari ST. Atari ST havde imidlertid opbygget et stabilt marked siden lanceringen, der gjorde det til en vanskelig modstander, hvor Amiga spillede anden violin til ST angående spiludgivelser.
Det er vanskeligt at angive, hvor avanceret Amiga blev sammenlignet med andre systemer. Apple havde en grafisk grænseflade, men var stort set begrænset til den sort / hvide skærmskærm, mens pc’er stadig var forfærdelige tekstbaserede systemer. Amiga havde også et ess op i ærmet ved, at det var tv-kompatibelt og kunne bruges til redigering af optagelser. En opgave, som ikke engang nu Mac og PC ikke kan udføre som standard. Jungler-demoen, der består af en karakter, der jonglerer med reflekterende bolde i et 3D-miljø, tiltrækkende kunder til de grafiske egenskaber. Dette ansporet Electronic Arts til at omskrive deres IBM PC-pakke, Prism (som var en forbedret port af Doodle til Xerox-maskiner) og frigive den til Amiga i løbet af september. Omskrivningen blev døbt Deluxe Paint, og resten er historie.
1986: Oprettelse af en kult
På dette tidlige tidspunkt i Amigas historie var Commodore ikke selv tilfredse og begyndte at udvikle to nye systemer baseret på A1000. Den første, med titlen A2000, blev designet af to hold – de originale Amiga-skabere i Los Gatos, USA og et andet i Tyskland. Imidlertid blev Los Gatos-anlægget lukket i en bølge af omkostningsskæringer, det originale besætning blev afskediget, og det tyske design blev valgt. Det originale Amiga-team blev mere og mere utilfredse med Commodore, både for deres mangel på innovation og den måde, de solgte maskinen på. Selvom det betragtes som teknisk underordnet og ikke blev betragtet som en passende opfølgning på det nyligt omdøbte Amiga 1000, var Jay Miner tilfreds med den retning, som high-end-modellerne blev solgt med vægt på udvidelsesmuligheder.
På markedet slog ST, der modtog adskillige konverteringer af tidligere spil titler, Amiga. Det mest succesrige marked på det tidspunkt var i Amerika, selvom Commodore syntes halvhjertet med at sælge Amiga som en seriøs maskine, hvilket tillader at IBM og Apple at dominere branchen og flytte ind i hjemmet hos forbrugerne.
1987: “Vi sælger til masserne, ikke klasserne”
I 1987 blev den første store systemopgradering med frigivelsen af high-end Amiga 2000 og low-end Amiga 500. A2000 blev forfremmet som en multimediamaskine i USA. I Europa begyndte A500 at overtage ST’s marked og fik endelig spil, der brugte maskinens fordele. På trods af de øgede omkostninger i forhold til ST blev Amiga 500 genstand for ønske for mange mennesker og fremmede den første overgang fra eksisterende 8-bit maskiner (såsom Spectrum og Amstrad) til 16-bit teknologi. Maskinen repræsenterede et skiftende mål for Commodore. De var kommet til Amiga ved et uheld, men gennem en kombination af innovativ hardware og operativsystem med Commodores evne til at sælge til masserne var Amiga et sikkert brand, omdefinerede hjemmecomputermarkedet og gjorde såkaldte luksusfunktioner som som multitasking og farve en standard længe før Microsoft eller Apple solgte disse til masserne.
I Commodore-bestyrelseslokalet blev der udfoldet dramatiske begivenheder.
Den 22. april erstattede formand Irving Gould Rattigan, der i øjeblikket havde kontrol over Commodore. Det er uklart, hvorfor han blev erstattet efter at have vendt virksomheden. Virksomheden havde haft 28 millioner dollars i overskud i de fire kvartaler, der sluttede i marts 1987. Rattigan hævdede, at formand Gould tvang ham ud på grund af personlighedskonflikter, og at Gould var oprørt over, at Rattigan fik kredit for virksomhedens omdrejningspunkt. Gould hævdede, at overskuddet i USA ikke var noget i forhold til faldet i markedsandelen i udlandet, hvor 70% af dets marked var. Under Goulds kontrol blev den nordamerikanske operation ændret fra en uafhængig operation til en salgs- og marketingafdeling. Medarbejderstaben blev også skåret fra 4.700 til 3.100 inklusive halvdelen af det nordamerikanske hovedkvarterets virksomhedspersonale, og fem fabrikker blev lukket.
1988: Overtagelse af verden
Amiga begyndte at overhale Atari ST på markedet med flere spil, der blev frigivet, som simpelthen ikke kunne køres på en ST. I et forsøg på at anfægte Commodores køb af Amiga Inc. i 1984 tog Atari Commodore for retten og hævdede, at den havde givet penge til at efterforske Amiga. Commodore vandt slaget. 8-bit markedet tog et himmel dyk, da spil salget faldt markant, kun for at blive genoplivet af et voksende lav prismarked, ledet af virksomheder som Codemasters og andre, der overtalte de store drenge til at blive på 8-bit i 3 år mere. Dette var året, hvor 16-bit-markedet begyndte at udvikle sig i England, og flere Amiga-magasiner blev lanceret.
1989: Der kan være problemer foran os
Revner begyndte at vise sig i Commodores forretningen, da Microsoft og Apple begyndte for alvor at overtage hjemmecomputermarkedet. Commodore lod hele markedet stagnere, sikkert i viden om, at deres gamle fjende, Atari, lå død i vandet. Der var imidlertid beviser for, at mange af Commodores gamle taktikker ikke længere fungerede. Canadiske rets notater fra 31. januar 1989 angiver, at virksomheden blev opkrævet $ 40.000 i bøde for ‘prisdiskriminering’ (prisfastsættelse). På trods af disse advarsler blev kun mindre system opgraderinger gjort tilgængelige i løbet af 1989, såsom Amiga-chipset blev opgraderet for at give mulighed for 1MB Chip Ram. Kun det britiske marked markedsførte Amiga effektivt. David Pleasance, fremtidig leder af Commodore UK, skaber “A500 Batman-bundtet”. Dette solgte tusinder af maskinen og er stort set ansvarlig for et boom i Amiga salget i de tidlige 1990’ere.
1990: Genopfinde systemet
Amiga-verdenen udvidede sig yderligere med frigivelsen af A3000 den 24. april. En længe ventet udvikling, der byder på 32-bit teknologi, SCSI og en større opgradering af operativsystemet. I modsætning til det grimme udseende af Workbench 1.x lignede Workbench 2 endelig noget som et professionelt system med et “rent” blåt og gråt skrivebord. Commodore-ledelsen havde imidlertid problemer med at kommunikere produktannoncer – kun 30 minutter før det blev annonceret, benægtede Commodore, at A3000 eksisterede! Dette blev efterfulgt af lanceringen af CDTV for £ 699 i juni. Fremme som det første mainstream CD-underholdningssystem, CDTV var dybest set en A500 med 1 MB RAM og et CD-drev, der blev markedsført mod mainstream-markedet. I et særligt interessant træk antydede Commodore International, at enheden ikke måtte placeres under fem meter af computerafdelingen i butikkerne, hvilket forvirrer forhandlere og offentligheden. Sun forsøgte at få en OEM-licens til at producere A3000UX-computere som en UNIX-arbejdsstation. Commodore-ledelsen afslog dog aftalen. En anden nyhed er at NewTek frigiver deres længe ventede Video Toaster til Amiga, der placerer Amigaen som en maskine med afsæt til det grafiske videomarked.
1991: Stående stille
De dybe revner i Commodore vender sig til store tidevandsbølger, da mange mennesker mister troen på markedet. Commodore lancerede en low-end opgradering til A500 – Amiga 500 plus – uden at informere nogen om, at de solgte produktet, og CDTV blev annulleret. På high-end markedet annonceres og lanceres A3000T. Amiga 3000+ vises også som et fremtidig produkt. Dog skrotes den senere til fordel for A4000. Konsolmarkedet udvides og ødelægger Amigas ‘dominans af hjemmecomputermarkedet.
1992: Den næste generation
Året begynder med, at markedet endelig tager A500 + til sig, kun for at opdage, at den nye maskine, A600 var ved at blive frigivet i marts. A600 var et mareridt som design, ved hjælp af overflademonteret componenter har man skrumpet bundkortet på A600’eren, alt imens A500’s prisen blev bevaret. I et forsøg på at konkurrere med Nintendo og Segas voksende dominans af forbrugermarkedet fremhæved A600 som en spilkonsol med et tastatur. Mange brugere kommenterede, at det lignede en hvid Spectrum 48K, mens andre hadede manglen på et numerisk tastatur. Tidlige købere blev også irriteret over adskillige prisnedsættelser af hardware, der faldt fra £ 399 til £ 199. A600 introducerede imidlertid verden til PCMCIA-teknologi …
Det er bred enighed om, at A600 aldrig skulle have været lanceret, især da en maskine med et nyt chipset lige var rundt om hjørnet. Spændingen voksede, da nyhederne om A4000 nåede offentligheden – et nyt chipset med titlen AA (Advanced Amiga) – blev endelig bekræftet på World of Commodore i Pasadena, USA den 11. september. Dette blev hyldet som:
“Selskabets mest betydningsfulde nye teknologiudvikling i sin Amiga-linje siden produktets introduktion i 1985.”
For mange entusiaster indikerede nyheden, at Commodore endelig tog PC / Mac-truslen alvorligt. AA-chipset blev hurtigt omdøbt til AGA (Advanced Graphics Architecture) for at undgå forvirring med Automobile Association på det europæiske marked. Den nye grafikhardware tillod, at 256 farver blev vist på samme tid fra en palet på 16,7M farver. Den originale HAM-tilstand var også blevet opgraderet til HAM-9, hvilket tillader 256.000 farver på skærmfarver. På softwaresiden leverede det opdaterede Amiga OS 3.0 en alvorlig konkurrence til konkurrerende operativsystemer og viste de første indikationer af, at Commodore ville droppe det brugerdefinerede chipset og flytte til et standard display system. Udgivelsen indeholdt CrossDOS (tillader adgang til pc-diske), datatyper (et forsøg på at tilføje system-dækkende plugins), lokalisering (tillader konfiguration på flere sprog), et standardinstallationsværktøj, forbedringer af filsystemet (øget hastighed ved hjælp af cache, så godt som bedre støtte til internationale, ikke-engelske karakterer), og meget mere …
To AGA-maskiner blev lanceret i løbet af 1992. Chipsættet optrådte først i high-end Amiga 4000. Dette fugtede Amigas troendes appetit og modbeviste argumenterne om, at den nye maskine ville være uforenelig med eksisterende software. Ved at opgradere produktlinien til 32-bit, mens den bevarede kompatibilitet med de fleste OCS / ECS-software, havde Amiga decimeret Atari ST’s sidste udfordring og sørget for, at Falcon var dømt til uklarhed. Imidlertid kiggede udviklere bittert på det efter at have set de tidlige modeller, der var produceret, at de i de fleste tilfælde var betydeligt bedre end A4000.
Dette blev hurtigt efterfulgt af lanceringen af det lave ende AGA-system, A1200. Selvom maskinen blev forsinket indtil december, var maskinen i stand til at gentage populariteten af A500. Amiga-produktlinien blev endelig opgraderet, men der lå problemer rundt om hjørnet.
1993: Problemer truende
Året var et vendepunkt, der ville give både gode og dårlige nyheder. Året begyndte med nyheder om et prisnedsættelse for det meste af produktlinien i februar, efterfulgt af meddelelsen om, at Commodore havde brudt tidligere rekorder med over 100.000 salg siden A1200’s lancering i april. Virksomheden fortsatte dog med at annoncere tab. Dette forhindrede dem ikke i at diversificere markedet yderligere ved at annoncere et tredje AGA-system kaldet CD32. I lighed med det tidligere CDTV var det en tastaturløs Amiga (i dette tilfælde A1200), der ville blive solgt til ikke-computerbrugere. Der var tegn på, at Commodore endelig havde lært deres lektion; meget blev gjort af, at maskinen var den første 32-bit CD-baserede konsol på markedet, og der var gjort en stor indsats for at tilskynde udviklere til at frigive produkter til konsollen. Dette knep syntes at have fungeret, mellem lanceringen i september 1993 og de fleste af det efterfølgende år udsatte CD32-titler andre CD-formater med en dramatisk margin, idet de slog den etablerede Mega / Sega-cd og den kommende pc-cd-rom. Maskinen blev imidlertid mærket som et sidste forsøg på konsolmarkedet, i en tid, hvor 16-bit platforme allerede havde fået dominans. Der var også beskyldninger om, at Commodore ikke havde løst fraværet af multimedie- eller uddannelsestitler, der plagede CDTV-frigivelsen. Under dens tidlige udvikling ville dette være det største udvidelsesområde for pc-cd-rom-markedet. A1200 forblev den mest efterspurgte maskine i 1993.
1994: Farvel gamle ven
Et definerende år, der markerede afslutningen på Commodore-årene og Amigas ‘lange ophold i ørkenen. I marts annoncerede virksomheden en fjerde AGA-maskine – Amiga 4000T. De var imidlertid ikke i stand til at frigive den i tilstrækkeligt antal. Efter måneder med spekulation anmodede Commodore International om likvidation for at beskytte den mod sine kreditorer den 29. april kl. 16:10. Dette strandede straks de resterende datterselskaber , og begrænse antallet af tilgængelige maskiner. Commodore UK udsendte advarsler om, at deres forsyning ville blive udtømt i september, hvilket skabte den første Amiga-hungersnød. I mange lande gjorde dette ikke noget, flere datterselskaber, især Commodore Australia, havde lukket i de foregående måneder, og mange var snart ved at følge. I et forsøg på at genoplive virksomheden citerede David Pleasance fra Commodore UK sit mål om at igangsætte en ledelsesopkøb og drive virksomheden under navnet ‘Amiga International’.
Colin Proudfoot kommenterede i et interview:
“Der bør ikke være nogen indflydelse på det britiske marked … Mærket er for stærkt til at dø: vi er overbeviste om, at Commodore og Amiga vil komme ud af dette et bedre, stærkere firma.”
Efterhånden som tiden gik, og det endelige lager af Amigas løb tør, blev det mere og mere tydeligt, at de måske ikke har råd til at købe virksomheden. På et tidspunkt blev det hævdet, at en stor bank støttede dem, men det ser ud til, at det er kommet til for sent. Tiden gik, og pc’en overtog Amigas position i hjemmet. Dette blev hurtigt efterfulgt af nyheden om, at Jay Miner døde på El Camino Hospital i Mountain View den 20. juni. Dødsårsagen var hjertesvigt som følge af nyrekomplikationer. 1994 var et dystre år …
Vi stå ikke til ansvar for fejl og mangler i vores indhold på denne side
Commodore Amiga Tidslinje
1980
En god idé
1982
Under radaren
1982
1983
Design og prototype
1984
Første fremvisning
1984
1985
Foran sin tid
1986
En cult opstår
1986
1987
"We sel to the masses, not the classes"
1988
Amiga overtager verden
1988
1989
Fremtiden byder på problemer
1990
Genopfindelse af systemet
1990
1991
Holder hovedet over vandet
1992
Næste generation
1992
1993
Problemer igen
1994
Farvel til en gamle "ven"
1994
THE END
Apple Computere historie
I April 1976 blev Apple Computers grundlagt af Steve Jobs, Steve Wozniak og Ronald Wayne.
Ronald Wayne vælger dog blot 12 dage senere at sælge sin ejerandel for $800 i hvad der må være en af erhvervshistoriens dårligste beslutninger. I stedet bliver det Steve Wozniak og Steve Jobs, der kort tid efter står for lanceringen af Apples første og mest simple computer, Apple I.
En computer, der primært henvender sig til et på det tidspunkt ganske lille segment af computer-entusiaster. Wozniak og især Steve Jobs har langt større planer med firmaet.
Ronald Wayne er ophavsmanden til Apple første logo.
Apple II, den største succes for Apple nogensinde
April 1977, kun knap et år senere er Apple klar med efterfølgeren til sin første computer.
Den får det lidet opfindsomme navn Apple II, og den bliver præsenteret på en computermesse i San Francisco, og få måneder senere bliver de første udgaver af computeren langet over diskene i de amerikanske computer-forretninger.
Apple II er en af de første succesfulde private computere. Den er så stor en succes, at Apple fortsætter med at sælge computeren i nye varianter i mange år frem. Først i 1993 stopper Apple med at sælge Apple II.
Steve Wozniak, der selv står for at bygge og designe Apple II, har efterfølgende beskrevet Apple II som det eneste succesfulde produkt i Apples første 10 år.
Sig goddag til : ”Machintosh”
I januar 1984, til tonerne af soundtracket fra filmen Chariots of Fire præsenterer den blot 28-årige Steve Jobs Apples store nye satsning, Macintosh.
Det er den computer, der for alvor skal føre Apple ind i fremtiden og etablere virksomheden som verdens førende computerproducent. Jublen vil da heller ingen ende tage, da Steve Jobs løfter sløret for computeren, og den siger de berømte ord:
“Hello, I’m Macintosh”.
Præsentationen bliver få dage forinden varslet i den berømte 1984-reklame, der bliver vist i pausen til årets Super Bowl-finale. Her bliver det proklameret at: “Den 24. januar vil Apple introducere Macintosh. Og du vil se, hvorfor 1984 ikke bliver som 1984.”
Budskabet er klart. Apples nye computer skal være venlig, menneskelig og imødekommende, og den skal være et opgør med tidligere tidens opfattelse af computere som noget der er utilgængeligt, uhyggeligt og som i sidste kan bruges til at trælbinde brugerne. Akkurat som vi ser det i George Orwells dystotopiske fremtidsroman 1984.
Macintosh er uden tvivl et banebrydende produkt, da den bliver lanceret. Men i de første udgaver er den for langsom, for dyr og har for få programmer. Derfor får Macintosh aldrig det store brede gennembrud, som Steve Jobs og resten af Apple havde forventet.
Den første Mac havde 128 KB hukommelse og kostede 2499 dollar.
Apple mister Steve Jobs
I 1985 forlader Steve Jobs Apple, det selskab, som han selv har stiftet.
Det sker efter en dramatisk magtkamp med virksomhedens administrerende direktør John Sculley, som Steve Jobs selv rekrutterede fra en stilling som topchef hos læskedrikgiganten Pepsi.
Steve Jobs fortæller efterfølgende selv, at han er blevt fyret fra Apple, mens John Sculley og Steve Wozniacki fastholder, at Steve Jobs selv vælger at forlade firmaet efter, at han taber magtkampen med Sculley.
I sin berømte tale på Stanford University i 2005 siger Steve Jobs: “Jeg så det ikke dengang, men det viste sig at blive fyret fra Apple var den bedste ting, der nogensinde er sket for mig.”
Apple ”køber” Steve Jobs tilbage sammen med Next.
I december 1996 køber Apple Computer Next, firmaet Steve Jobs startede da han forlod Apple tilbage i 1985.
Next bliver aldrig en succes, men ikke desto mindre formår virksomheden at skabe et fremragende styresystem, NeXTSTEP, som det kriseramte Apple nu er desperate for at få fingre i.
I begyndelsen er Steve Jobs ansat som ekstern rådgiver for Apple, men i september 1997 bliver han udnævnt som midlertidig administrerende direktør – Interim CEO – eller som Steve Jobs senere selv vælger at kalde det, iCEO.
I 2000 bliver Steve Jobs udnævnt som administrerende direktør på permanent basis.
Apple mener at alle andre er ”Skøre”
Here’s to the crazy ones.
Sådan begynder den berømte reklamekampagne som Apple lancerer i september 1997 og som for alvor gør det klart for omverdenen, at Steve Jobs er tilbage i Apple.
Reklamekampagnen får navnet “Think Different” og i modsætning til mange andre reklamekampagner fra computerproducenter på denne tid er der ikke fokus på produkter eller priser.
I stedet handler reklamen om Apples kreative ophav og om virksomhedens helte, der ifølge reklamen alle – ligesom Apple og Steve Jobs selv må man næsten forstå – forstår at “tænke anderledes”.
I maj 1988, viser Apple en verden af farverige computere, den kendte iMac.
Med sit farverige ydre i gennemsigtig plastik adskiller den sig markant fra de andre computere på markedet.
De fleste computere på dette tidspunkt er uskønne beige-farvede kolosser, men den på dette tidspunkt ukendte designer Jonathan Ive har med iMac’en formået at skabe noget så sjældent som en computer, der er sexet, opsigtvækkende og futuristiske.
En computer som du kan have stående fremme i dit hjem uden at skamme dig.
iMac bliver en succes, selvom salgstallene ikke er i nærheden af de salgstal, som Apple sidenhen bliver i stand til at fremvise.
Steve Jobs overvejede oprindeligt at kalde iMac’en for Mac Man efter inspiration fra Sonys berømte Walkman. Men Apples reklamebureau får ham overbevist om, at iMac er et bedre navn.
Oktober 2001, under sloganet “1.000 sange i din lomme” lancerer Apple musikafspilleren iPod.
Det er ikke den første digitale musikafspiller på markedet. Men det er den første, der har så stor kapacitet og samtidig er så kompakt, at den kan være i en bukselomme.
I mange kredse bliver iPoden modtaget med skuffelse, og i en sidenhen berømt artikel i et af tidens mest toneangivende netmedier Slashdot, med følgende kortfattede vurdering af iPoden:
Ikke trådløs. Mindre kapacitet end en Nomad (Creatives konkurrerende mp3-afspiller, red). Lamt.
Ikke desto mindre bliver iPoden i løbet af få år et kulturelt fænomen, der gør den til et absolut “must-have” for en hel generation.
I 00’erne er iPodens ikoniske hvide hovedtelefoner derfor synlige over alt. Uanset om du går en tur på Rodeo Drive i Los Angeles eller gågaden i en mellemstor dansk provinsby.
Januar 2007, på en solrig californisk januar-morgen i 2007 indleder Apple en revolution.
Det sker, da Steve Jobs går på scenen til Macworld-konferencen i San Francisco og fisker en telefon op af sin lommen. Dermed er iPhonen født.
Den nye telefon transformerer ikke alene mobil- og computer-branchen. Den transformerer Apple, der pludselig går fra at være et computerselskab til et iPhone-selskab.
I de seneste år har Apple solgt mere end 200 millioner iPhones om året, og det er i høj grad derfor, at Apple gennem flere år har kunne indtage positionen som verdens mest værdifulde og profitable selskab.
I januar 2010, blot tre år efter succesen med iPhone lancerer Apple et nyt banebrydende produkt, iPaden.
Verdens første velfungerende tablet-computer.
På scenen argumenterede Steve Jobs for hvorfor, der er behov for en tredje kategori af enheder mellem smartphonen og den bærbare computer.
Placeret i en Le Corbusier-lænestol demonstrerer en tynd og efterhånden tydeligt sygdomssvækket Steve Jobs iPaden, og fremviser dens sublime evner som et “tilbagelænet” underholdnings-gadget.
Sjældent har web-surfing set så komfortabelt ud.
iPaden viser sig at blive en enorm salgssucces, men den har dog indtil videre ikke formået at fremvise lige så massive salgstal til iPhone.
Den 5. oktober 2011, en torsdag-morgen i oktober 2011 kan verden læse følgende besked på Apples hjemmeside:
“De af os, der har været så heldige at kende Steve Jobs og at arbejde sammen med ham, har mistet en kær ven og en inspirerende mentor. Steve efterlader en virksomhed, som kun han kunne have bygget, og hans ånd vil for altid være fundamentet i Apple.”
Steve Jobs død kommer dog ikke som et chok. Ingen er i tvivl om at Apple-stifteren gennem længere tid har været alvorligt syg, og få måneder tidligere har han da også overladt posten som administrerende direktør til Tim Cook, der i skrivende stund stadigvæk står i spidsen for Apple.
I dag er Apple mere profitabel end nogensinde før, men nogle vil hævde, at Steve Jobs tilførte selskabet en særlig magi, der aldrig kan genskabes. Derfor er det i dag også svært at finde et stort øjeblik i Apples historie, hvor Steve Jobs ikke indgår.
Texas Instruments
Texas Instruments, TI, amerikansk elektronikvirksomhed med hovedsæde i Dallas; grundlagt i 1930 som Geophysical Service, nuværende navn er fra 1951. TI beskæftigede sig i begyndelsen med olieefterforskning ved hjælp af seismologiske målinger. Virksomhedens fokus bevægede sig i 1940’erne væk fra oliebranchen over mod produktion af elektriske måleapparater til bl.a. den amerikanske hær og flåde.
TI fremstillede i 1954 den første kommercielt tilgængelige transistor, og i 1958 udviklede TI-medarbejderen Jack Kilby den første integrerede kreds. For at åbne markedets øjne for anvendelsesmulighederne af integrerede kredse udtænkte Kilby konceptet bag lommeregneren, og i 1967 introducerede TI verdens første lommeregner. TI fremstiller fortsat elektroniske apparater, herunder lommeregnere, men hovedforretningsområdet er specialkredse til digital signalbehandling til brug i bl.a. digitalkameraer og mobiltelefoner. Virksomheden havde i 2005 35.000 ansatte og en omsætning på 13,4 mia. dollar.
1974 — TMS1000 single-chip microcomputer released
I 1974 introducerede TI TMS 1000, en almindelig single-chip mikrocomputer, der gav TI føringen på markedet for 4-bit forbruger-, bil- og industrielle applikationer.
Pålideligheden blev forbedret med enkeltchipskonstruktion, der skar komponent tæller så meget som 75 procent – hvilket hjalp med at holde de samlede systemomkostninger nede. TIs samlede support gik videre og omfattede kundetræningskurser, softwareudvikling og applikationsingeniørmedarbejdere og feltapplikationsspecialister. Mikrocomputeren blev brugt i applikationer som kommunikationssystemer, elektroniske spil, automater og kasseapparater, terminaler og perifere enheder, industriel kontrol, gaspumper og kreditkortverifikatorer.
1975 – TMS9900 16-bit mikroprocessorchip frigivet
I 1975 var TI klar til at afsløre sin 9900/990 softwarekompatible familie af 16-bit mikroprocessorer og minicomputere – kernen i dens strategi for vertikal integration. Denne strategi var væksten af ??en taskforce sammensat for at se på næste generations computere. TMS9900 var branchens første 16-bit mikroprocessor. 9900/990-familien blev designet med en innovativ hukommelse-til-hukommelsesarkitektur.
Disse produkter var kernen i en innovativ strategi, som TI håbede ville skabe en helt ny forretning. I 1976 gjorde virksomheden det officielt – distribueret computing ville være en af ??TIs tre store træk. I 1976 blev TI 990 den første i en voksende familie af minicomputere baseret på softwarekompatibilitet med TIs 16-bit mikroprocessor.
Evolutionen af ??9900-familien fortsatte med mikroprocessorerne 9995 og 99000, men sluttede i 1982, da det blev klart, at TIs fremtidige mikroprocessor-succes ville kræve differentiering fra, hvad andre virksomheder gjorde. Et nyligt dannet team omfavnede et koncept kaldet funktion-til-funktion-arkitektur, der understregede mikroprocessorer skræddersyet til bestemte systemfunktioner. Digital signalbehandling, lokalnetværk, flydende aritmetik og grafik blev valgt som fokusområder.
1978 – Single-chip talesynthesizer debuterer i TI Speak & Spell ™ læringshjælpemiddel
En udvækst af TIs forskning inden for syntetisk tale, Speak & Spell ™ uddannelsesproduktet blev designet til at hjælpe børn i alderen syv og ældre med at lære at stave og udtale mere end 200 ofte stavede ord.
Det begyndte i 1976 som en tre måneders gennemførlighedsundersøgelse med et budget på $ 25.000. Fire TIere arbejdede på projektet i sine tidlige faser: Paul Breedlove, Richard Wiggins, Larry Brantingham og Gene Frantz. Konceptet for Speak & Spell voksede ud af Breedloves brainstorming af produkter, der måske demonstrerer boblehukommelsens muligheder (et TI-forskningsprojekt). Han konkluderede, at taledata tog meget hukommelse og ville være en god applikation.
Talende læringshjælpemiddel brugte et helt nyt koncept i talegenkendelse. I modsætning til båndoptagere og pull-string fotografier, der blev brugt i mange “talende” legetøj på det tidspunkt, havde TIs Solid State Speech-kredsløb ingen bevægelige dele. Da det blev fortalt at sige noget, trak det et ord fra hukommelsen, behandlede det gennem en integreret kredsløbsmodel af en menneskelig stemmebane og talte derefter elektronisk.
Det markerede første gang, at den menneskelige stemmekanal var blevet duplikeret elektronisk på en enkelt siliciumchip.
Forbrugerproduktet blev introduceret på Summer Consumer Electronics Shows i juni 1978.
Succesen med Speak & Spell udvidede TI’s indsats inden for uddannelsesmæssige produkter til Speak & Math ™, Speak & Read ™, Speak & Music ™ og en hel samling talende børns legetøj. Speak & Spell gik verden rundt – på flere sprog.
Selvom den blev introduceret for mere end 25 år siden, forbliver de grundlæggende læringsprincipper og designkoncepter bag Speak & Spell standarden for pædagogisk legetøj. Talesyntese og stemmegenkendelsesapplikationer er udbredte i dag – lige fra telefonapplikationer til kontrol af flyselskabsplaner til stemmeassisterede navigationssystemer i biler, computere til blinde og sikkerhedsapplikationer.
1979 – TI 99/4 hjemmecomputer introduceret
I begyndelsen af 1970’erne havde formand Pat Haggerty og hans ledelsesteam mange strategiske diskussioner om potentialet for billige halvlederfunktioner til at muliggøre en computer til hjemmet med konsekvenser for kommerciel, uddannelsesmæssig og rekreativ anvendelse. Disse drøftelser førte til et hjemmecomputerprojekt. Efter den kommercielle succes med TI-regnemaskiner syntes hjemmecomputeren at være det logiske næste trin. Hjemmecomputeren blev TIs største indsats i søgen efter vertikal integration, men sagen viste sig at være et tørt hul. Den enorme negative indvirkning på TIs økonomiske sundhed kan have sunket virksomheden bortset fra dens stærke balance, diversificerede stilling og vilje til at lære af oplevelsen.
Besøgende på Consumer Electronics Show i juni 1979 var i stand til at se TIs 99/4 hjemmecomputer for sig selv, hvilket bekræftede rygter, der havde cirkuleret i flere måneder. Dens centrale processor var TIs 16-bit TMS9900 mikroprocessor, designet til at give det et ben op på andre 8-bit hjemmecomputere på markedet. Udstyret med en 13-tommers videofarvemonitor blev den designet til at bruge plug-in-moduler af plast med skrivebeskyttet hukommelse, der indeholdt programmer såsom spil, personlig økonomi og uddannelsesmæssig software. Reaktionen var generelt gunstig, skønt nogle var overraskede over den høje pris på $ 1.150.
Feedback fra markedet viste behovet for flere softwaretitler, et bedre tastatur, flere perifere enheder og en lavere pris. En redesignet hjemmecomputer, 99 / 4A, blev introduceret i juni 1981 til en pris af $ 525.
Et stort marketingprogram blev oprettet for at opbygge salg. Den primære distributionskanal blev flyttet fra computerbutikker til store forretninger. Et team på mere end 2.000 skolelærere blev rekrutteret og uddannet til at demonstrere produktet i butikkerne. En kreativ tv-annoncekampagne blev udviklet med Bill Cosby som talsmand. Den internationale 99 / 4A-brugergruppe blev en vigtig kilde til tilføjelser til det hurtigt voksende softwarebibliotek. Da TI fik markedsandel og volumen, faldt 99 / 4A-prisen i detailhandlen til $ 299 for at imødekomme stigende pres fra konkurrenter.
I april 1982 rapporterede TI, at det havde en vigtig position på det nye hjemmemarked med mere end 5.000 detailforretninger, der havde eller forpligtede sig til at bære 99 / 4A. Selvom markedet havde været langsomt at udvikle sig, begyndte det at ekspandere hurtigt i 1982, og produktionen blev øget.
I august 1982 voksede salget af 99 / 4A hurtigt, men hjemmecomputerens succes forårsagede hård priskonkurrence. TI besluttede at tilbyde en rabat på $ 100.
I begyndelsen af 1983 havde TI sendt en million 99 / 4A hjemmecomputer. Distributionsnetværket var udvidet til 20.000 butikker over hele verden. Mere end 2.000 softwarepakker, der stort set blev udviklet af tredjepartsforfattere, var nu tilgængelige til computeren, og der var aftaler med flere uddannelses- og spiludgivere.
Derefter ramte katastrofen. Det blev opdaget, at en person under visse omstændigheder kunne modtage et elektrisk stød fra computerens strømforsyning, selvom ingen brugere endnu havde oplevet et sådant problem. TI bevæbnede sig med fakta, rapporterede dem til sikkerhedsmyndighederne og besluttede midlertidigt at lukke 99 / 4A-programmet, mens nye strømforsyninger blev fremstillet og sendt til TI. Alle 99 / 4A-detailbeholdninger og kunderetur blev omarbejdet og returneret. TI påløb $ 50 millioner som de anslåede omkostninger til at løse problemet. Endnu mere skadelig var TIs to måneders fravær fra detailmarkedet.
Et redningsteam af erfarne TI-ledere blev dannet og sendt til Lubbock, Texas, hovedkvarter og produktionssted til hjemmecomputeren. Dette team sammen med Lubbock hjemmecomputerteam bestræbte sig intensivt på at komme sig fra transformatorproblemet, genoprette salgsmomentet i detailhandelen, justere produktion og varebeholdninger og reducere omkostningerne, men de stod over for en hård situation.
1983 – Marked for udgang fra hjemmecomputermarked
Den 28. oktober 1983 meddelte TI, at de trak sig ud af hjemmecomputermarkedet. Da røgene blev ryddet, og resultaterne var inde for året, rapporterede TI, at det samlede segmenttab fra hjemmecomputeren var ca. $ 680 millioner, inklusive driftstab, nedskrivninger, afskrivninger og andre periodiseringer i forbindelse med nedlukningen.
Tilbagetrækningen fra markedet skadede TIs økonomi, men skaden på dets psyke og omdømme var lige så smertefuld. Mange bekymrede sig for, at TIs rentable og vellykkede lommeregner- og læringshjælpsvirksomhed ville blive påvirket negativt. Hvad TI gjorde næste gang, var imidlertid et bevis på virksomhedens karakter: TI besluttede at fortsætte støtten til 99 / 4A-brugere under tilbagetrækningen, for at respektere garantier og for at hjælpe forhandlere med deres varebeholdninger. Det var en stor pris at betale, men TI troede, det var den rigtige ting at gøre. TIs forretning med lommeregner og læringsudstyr trivedes.
Selvom TI’s nedlukning af 99 / 4A-hjemmecomputeren var den, der blev rapporteret mest om det næste år eller deromkring, forlod de fleste af de største hjemmecomputerproducenter stille og roligt markedet efter at have oplevet deres egne skuffelser. Mange år senere opstod en række helt forskellige digitale produkter, der var skræddersyet til at betjene specifikke undersegmenter af hjemmemarkedet, herunder spil, uddannelse, kommunikation og applikationer til små virksomheder / hjemmekontorer. TI fortsætter med at levere halvlederløsninger til sine kunder i mange af disse applikationer – med et værdifuldt perspektiv optjent fra de smertefulde erfaringer fra hjemmecomputermarkedsoplevelsen.
Læs også : Hardware fra 80’erne
